I NARM er det et fælles menneskeligt vilkår, at alle har udviklingstraumer. De fleste fysiologiske og psykologiske problemer kan spores tilbage til et eller flere uopfyldte grundbehov i barndommen, som afleder overlevelsesstrategier, der siden kommer til udtryk i forskellige typer adfærd. 

Vi kan hverken forandre fortiden eller bekymringer om fremtiden, men jeg kan bringe opmærksomhed til, hvad der foregår lige nu og her i forbindelsen mellem klientens nervesystem, følelser og tanker.

På den måde kan man over tid blive så bevidst om sine individuelle overlevelsesstrategier, at man kan undgå, at indre dynamikker hindrer en i at udfolde sit potentiale.

Antagelsen i NARM er, at tidlige erfaringer fra den tætte relation til vores forældre som primære omsorgspersoner sætter sig i nervesystemet og afføder tillærte overlevelsesstrategier. Livet igennem påvirker de vores selvværd, relationen til os selv, vores omgivelser og evnen til at adskille os sundt fra andre.

Kroppen fortæller altid den sande historie og for at håndtere de problemer, overlevelsesstrategierne kan give, er det nødvendigt at lære sine reaktioner at kende både sansemæssigt, følelsesmæssigt og kognitivt.

Det ligger dybt i mennesket at tilpasse sig og gå langt for at beskytte sine vigtigste relationer. Hvis man i den tidlige barndom ikke får opfyldt sine biologiske kernebehov, fordrejes livskraften af overlevelsesstrategier. Det sker for, at barnet

kan mærke samhørighed og opnå forældrekærlighed. 

Mit kendskab til overlevelsesstrategierne gør, at jeg relativ hurtigt kan pejle mig ind på, hvad der præger klientens relationer uden, at jeg behøver høre hele livshistorien, for der knytter sig bestemte nøgleord, talemåder og adfærd til de enkelte udviklingsfaser.

Men det er vigtigt at slå fast, at NARM beskæftiger sig med mennesker, ikke med overlevelsesstrategier.

Kontakt er det første af NARMs kernebehov, der etableres fra undfangelse til fødsel. Når barnet er ønsket, graviditet og fødsel god, opbygger man en grundlæggende følelse af at være velkommen i verden; men opfyldes behovet ikke, vil man savne eksistensberettigelse og føle sig som en belastning.

Det andet kernebehov kaldes afstemning og opfyldes, når spædbarnet får den ønskede ro, hvile, mad, kærlighed og opmærksomhed og lærer, at egne behov er berettigede.

Ellers går barnets behov i dvale, og man risikerer at blive mere optaget af andres behov end egne, som man typisk også får svært ved at mærke eller skammer sig over.

Det tredje og fjerde kernebehov for tillid og autonomi er parallelle, for ideelt lærer barnet mellem to og fire år både at være afhængig af sine forældre og sætte grænser. Svigtet tillid opstår derfor blandt andet, når forældres behov overskygger barnets, eller i utrygge familier, hvor barnet lærer ikke at stole på andre, og det kan føre til kontroladfærd og stræben efter magt og styrke for at undgå egen svaghed og bekæmpe andres. 

Trangen til autonomi lider typisk knæk under autoritære forældres monopol på rigtigt og forkert. Barnet vil så fraspalte sin protest og kan som voksen søge at undgå åbne konflikter, være styret af en indre kritiker og være tilbøjelig til at lægge for stort pres på sig selv med stress og udbrændthed til følge.

I NARMs sidste udviklingsfase har 5–6 års barnet et kernebehov for kærlighed og seksualitet, men også brug for at spejle sig i forældre, der viser, at de er kærester og har noget sammen alene. 

Ubalance kan betyde, at man får svært ved at give efter foren dyb, intim forbindelse, bliver meget optaget af udseende og performance og ser kærlighed som en handelsvare. Den konkurrencebetonede adfærd er målrettet, men uspontan, og tåler sjældent, at andre kan sætte en finger på noget.

Logikken i NARMs udviklingsteori er, at jo tidligere ubalance i kernebehovene indtræffer, desto større vil konsekvensen være, og man kan groft inddele overlevelsesstrategierne i tidlige og sene.

Førstnævnte medfører ofte, at man under pres bliver styret af det para-sympatiske nervesystem, der normalt bringer os i hvile og ro, men under indflydelse af overlevelsesstrategien vil føre os ind i en opgivende, afmægtig adfærd. 

De senere overlevelsesstrategier gør typisk, at man har en præference for den handlekraft, der hentes i det sympatiske nervesystem, og viser sig som et ønske om at gøre, klare og ’være på’.

Det er her, metoden somatisk mindfulness og NARMs særlige fokus på relationer forenes.

Opmærksomheden på kroppens reaktioner og nærværet i relationen giver en ro til at fordybe sig og mærke følelser, der måske ikke så ofte får plads. Når man er styret af sine overlevelsesstrategier, ser man primært verden med barnets øjne.

Jeg kan hjælpe med at mærke barnetilstanden og færdiggøre følelserne fra dengang, men det foregår fra et solidt voksent fundament, for i NARM bestræber vi os på at arbejde voksen til voksen om at genetablere kontakten til kernebehovene og dermed livskraften.

Man lærer at forstå sine overlevelsesstrategier, drage omsorg for, at de engang var nødvendige, og opmærksom på, hvordan de træder frem i nuet. 

Metoden er ressourceorienteret og understøtter kroppens iboende selvregulerende kapacitet. Vægten lægges på at hjælpe dig med at etablere forbindelse til de dele af ”selvet”, der opleves organiserede, sammenhængende og funktionelle. 

Herfra er det muligt at bringe opmærksomheden til de mere desorganiserede, dysfunktionelle dele, uden at du overvældes eller fastholdes i det. Du inviteres til at undersøge de mønstre, der forhindrer dig i at være bedst fungerende. Udforskningen af de repeterende mønstre foregår på alle niveauer: kognitivt, emotionelt, sansemæssigt og fysiologisk.

Overlevelsesstrategierne bliver vores identitet – forvrænget af en forældet overlevelsesstil, som fordrejer følelser, relationer og tanker i nuet. Selv om vi som voksne oplever os begrænsede i vores følelser og handlinger (konsekvensen af vores overlevelsesstile) er vi samtidig bange og utilbøjelige til at give afkald på dem, da de jo var livsnødvendige på et tidligere tidspunkt i livet. 

Dette dilemma fastholder overlevelsesstilene i det voksne liv, og opløsningen af overlevelsesstile kræver derfor et terapeutisk rum, som har indsigt i dette.

NARM terapi kan hjælpe dig med at blive opmærksom på, hvordan du uhensigtsmæssigt organiserer dine nutidige erfaringer på baggrund af overlevelsesstile, der har udlevet deres nødvendighed.

Man går i gang med at dis-identificere sig med dem og kommer i kontakt med sit voksne jeg, når man ser på strategierne uden at være i dem.