Behovet for at hele kommer af, at vi som børn alle måtte tilpasse os vore forældres virkelighed. Vi var nødt til at gå på kompromis med os selv. Mange af os kom så galt af sted i den proces, at vi nærmest stemplede helt ud af virkeligheden, fordi livet i perioder blev for svær. Dette sker også med gode forældre, der ikke mishandler deres børn. Børn er bare meget sårbare og modtagelige. Helingen i mine behandlinger omgør de episoder, hvor vi som små børn smeltede ned og opgav at være os selv. Så vi kommer tilbage til os selv og livet.

Et barn, der ikke føler sig set, mødt og elsket, kan overleve ved at opgive at elske og blive elsket, opgive kærligheden. Et barn, der synes, at det er for barsk at se, hvad det ser i hjemmet, kan opgive at stille spørgsmål og opgive at søge at forstå, det opgiver sin klare bevidsthed. Og et barn, der ikke får plads til sin karakter, vilje og drift, kan opgive seksualiteten på et meget fundamentalt niveau, som allerede Freud erkendte.

Vejen tilbage til livet i mine behandlingsforløb, for den som har mistet følelsen af at være levende og lykkelig, går derfor ofte først igennem en tilbageerobring af sine døde områder i kroppen og seksualiteten. For det var den, der blev mistet sidst. Dernæst må man igennem en bevidsthedsmæssig opvågning. Og endelig må man lære at elske sig igen. Først når vi kan elske og tjene alle er vi på plads i livet.

Den, der forstår seksualiteten, forstår sig selv som menneske, forstår sit liv indefra.

For helingen er en krise. Helingen i mine behandlingsforløb vil sige at gå tilbage og bryde de gamle sår op, for en gang for alle at få ryddet ordentlig op og få alting på plads.

Heling vil sige at udforske og lære at kende. At forstå, at tilgive og at komme videre. Det har vi alle sammen brug for.