Det er ikke altid, at det kan lade sig gøre at arbejde med en bestemt livsbegivenhed i terapien; nogle gange er den effektivt fortrængt på trods af, at veldefinerede symptomer har plaget klienten efter den. Det skyldes oftest, at den traumatiske begivenhed ikke er enkeltstående, men at den ligger i forlængelse af tidligere traumer og livsfornægtende beslutninger. Faktisk er det reglen i vor kultur, at alle mennesker har en håndfuld eller flere traumatiske livsbegivenheder, der er knyttet til vores problematiske livstemaer, som nævnt tidligere. Når det enkelte traume, der ikke engang behøver at være særlig voldsomt, får læsset til at vælte, er det fordi tidligere, underliggende traumer er blevet kontaktet i situationen og deres smertefulde indhold aktiveret igen.

Den angst, smerte, skam, håbløshed etc. som folk derfor tror kommer fra den sidste begivenhed, de har været udsat for, har derfor meget dybere og mere alvorlige rødder.I denne sidste situation må hele klientens livsfilosofi og store dele af den personlige historie tages op til revision, for at klienten kan komme på benene igen. Klienten må befries for, hvad der i bakspejlet ofte ligner en betragtelig grad af naivitet og overfladiskhed. Først når klienten har udviklet og hævet sit personlige ansvarsniveau, kan de grundlæggende traumer integreres.

Så klienten har nu et valg. At lukke i og overleve, måske hjulpet af symptomdæmpende medicin, som fx lykkepiller. Eller at rydde grundlæggende op i eksistensen.Når vi lægger afstand til sjælen, mister vi let vores livsglæde og livsenergi. Paradoksalt nok er et alvorligt traume derfor en enestående lejlighed til at få sin livsglæde tilbage. Sådan et stort oprydnings- og udredningsarbejde belønnes ofte rigt for klienten, der oplever en ny dybde i sin tilværelse og i sit følelsesliv og en ny evne til at forstå livet i almindelighed og andre mennesker i særdeleshed. Så det, der ligner en tragedie, kan ende med at opleves som en unik gave.